Drikkevandets vej fra havet til vore vandhaner og tilbage til havet




Før drikkevandet fosser ud af vores vandhaner, har det været på en lang rejse. Det hele starter i havene omkring os.

Sol og varme får noget af vandet i havene til at fordampe og stige til vejrs, hvor det bliver til skyer. På et tidspunkt fortættes dampene i skyerne og bliver til vanddråber, der falder ned på jorden som regn.

En del af regnen løber i kloakker og vandløb tilbage i havet. Den øvrige del siver ned i undergrunden, hvor vandet samler sig i underjordiske lagre. Vandet i lagrene kalder vi for grundvand.

Fra lagrene af grundvand henter vi på vandværkerne drikkevand op, som vi leder ud til dig og de øvrige forbrugere. Hos forbrugerne løber det brugte vand ud i kloakken og videre til et renseanlæg.

På renseanlægget renser vi vandet, inden vi leder det ud i vandløb og havet.

Og så kan vandets vej begynde forfra.